Mogens Jensens Hjemmeside |
|
Niels Madsen Møller 1773 - 1848 (Min tipoldefar) Fra
Hardsyssels årbog 1908 af: Ewald Tang Kristensen Den for sin
tid meget bekendte Niels møller ejede Vedersø vindmølle, hvortil hørte en
gård på omtrent 5 tønder hartkorn. Han var en lille uanselig mand, der gik
i hvide vadmelsklæder og med en rød lue på hovedet. I sit væsen kunne han
godt være noget tilbageholden, men kom man ret i tale med ham, mærkede man
nok, at han forstod sig på mange
ting, og sine kundskaber og sin dygtighed havde han erhvervet sig ad
erfaringens og selvstudiets vej. Der var ikke meget, som Niels ikke kunne tale
med om, og selv som vejrspåmand var han god at tage råd af. Men kom der
uventet regn, ville han gerne henføre den til tordenregn, thi hans
beregninger over vejret strakte sig ikke til den. Der var da mange, der drog
nytte af hans erfaringer, og enhver havde fuld tro til hans udsagn. Niels møller var ellers fattig født, og da den tids skolevæsen var tarvelig, særligt ude i hedesognene, lærte han også grumme lidt i sin opvækst. Han skulle jo tidligt ud at gøre gavn for føden, og da han var konfirmeret blev han sendt på Torsted hede for at passe får, han var nemlig alt for lille af vækst til at kunne tage almindeligt arbejde. Her havde Niels tid til at anstille betragtninger, og han gik og sagde til sig selv: »Hvad vil du helst være? At være fårehyrde er i længden en dårlig bestilling, derved kan man ikke komme igennem verden på en ordentlig måde. Men hvad duer du til? For der er jo mange ting man kan blive.« Der var nu
det gode ved Niels´s betragtninger, at han slet ikke satte for højt et mål.
Han ville ikke være præst, ikke engang degn, nej, det fine lå ikke for ham,
han ville slet og ret helst være møllersvend. Nu hørte han sig for om en
plads i en mølle. Men ingen der på egnen havde brug for ham. Så tiggede han
nogle stykker mad og begav sig over til Vedersø, som lå omtrent 2 mil fra,
hvor han var. Han kom dertil ved aftenstid og bød sig nu til for mølleren,
der så på ham og sagde så: »Du er for lille, du kan ikke løfte poserne«.
Niels svarede blot: »Å, prøv« og endelig blev han da antaget som møllerdreng. Det varede nu ikke ret længe, inden møllersvenden godt kunne undværes, for Niels kunne nok selv passe møllen, der kun var en stubmølle og altså ikke kunne udrette ret meget. Svenden fik sin afsked, og nu gik Niels ene ved det. Da året var til ende, blev han altså møllersvend. Så sagde han en dag til mølleren, der for resten var meget drikfældig: »Skal det blive til noget, må vi have møllen bygget om.« - »Men vi har ingen penge« svarede mølleren. »Du må låne dem,« sagde Niels, »a lover, de skal nok forrente dem.« Så lånte mølleren
2000 rigsdaler kurant, og Niels fik lov til at få møllen indrettet, som han
ville have den, med 4 kværne, så den rigtig kunne udrette noget. Nu blev der
travlhed i møllen, thi søgning fik de meget af, og var der til enkelte tider
mindre at bestille, så købte Niels byg og malede gryn til salg. Da 2 år var
gået, havde han tjent møllen ind. Så døde mølleren,
og en tid efter sagde hans enke: »Ja, du kunne vel have lyst til selv at få
møllen Niels?« Ja det kunne han jo nok, men han så ingen udvej til det. »Jo,
når du tager mig med,« svarede hun. Han tog hende på ordet og blev gift med
hende, men hun levede kun kort. Så tjente der en pige i møllegården, som
hed Ane Kirstine, og hende gik han og så på, og han gik længe og luttede på
det, for han ville være vis på, om hun var af den gode slags, han
kendte hende jo ikke rigtig endnu. Men da han blev overbevist om det, så
giftede han sig med hende, og han fortrød det aldrig. Niels og Ane
Kirstine levede nu sammen i Vedersø møllegård i en lang årrække, og han
tjente mange penge ved sin mølle. Men han dyngede dem ikke op, nej, de kom
til at gøre gavn. Hver morgen blev et bord dækket op, hvorved alle møllegæsterne
frit kunne sætte sig og forsyne sig. Men også andre rejsende og tiggere
havde adgang dertil, så bordet såvel som møllen havde god søgning. Desuden
stod der til hver tid 2 senge opredt for alle og enhver, der ville benytte
dem, og de brugtes også omtrent hver nat hele året rundt. Endnu langt
videre strakte møllefolkenes runde hænder sig, og det var dem aldeles
ligegyldigt, om de nødlidende var dem bekendte eller ikke. Det så snarest
ud, som om det var pinagtigt for Niels at modtage tak for sin hjælp, thi
begyndte man med taksigelser, så fik den røde lue, dersom den sad på
hovedet, et træk ned i panden, og dersom den ikke var der, greb han den i en
fart og fór ud af døren, mens han knurrede nogle uforståelige ord om, at
der var intet at takke for. Derimod kunne Niels selv ret hjertelig takke, hvis
han havde fået lov til at gøre nogen den glæde at yde sin hjælp. En datter af
en gårdmand var engang, som man siger, kommet skidt af sted, og forældrene
ville ikke vide af hende at sige, hvorfor hun havde lejet sig ind i et lille
hus. Der manglede hun alt, og da Ane Kirstine havde hørt om hendes hjælpeløse
tilstand, sagde hun til Niels: »Vi får se hen til hende.« Ingen af dem
kendte hende personlig, da hun var fra nabosognet, Men Niels var ikke sen til
at få for, og Ane Kirstine fik forskellige ting pakket i vognen: Flæsk, brød,
smør, lidt sengeklæder o. s. v., og så kørte de. Da Niels holdt uden for
huset, måtte hans kone først ind for at indlede sagen og fortælle, hvor de
kom fra. Hun begyndte så med et goddag og guds fred. »Ja, vi er fra Vedersø
mølle, og vi har hørt, at du ikke har det godt, og derfor ville vi gerne hjælpe
dig lidt. Du har rigtignok båret dig dårlig ad, men det kan blive godt
endnu, hvis du vil passe på for fremtiden. Vi ville nødig at du skulle tro,
Herren har forskudt dig, du må hellere se det sådan, at det er ham, der har
sendt os til dig.« Nu var det først, Niels lod sig se, og så fik han
sagerne båret ind fra vognen. Pastor Jeger
havde ikke været præst i Vedersø så grumme længe, før Niels møller en
dag kom ind i præstegården. Han teede sig meget forlegen, og hans røde lue
blev krammet en del. Så fik præsten ham til sæde og sagde: »Hvad er der så
lille Niels?« Han hostede og rømmede sig, alt mens han svarede: »Ja, De er
jo kommen til en forfalden præstegård, både på avl og på bygninger, og
det vil koste penge at få alting i stand. Det bliver nok flere penge, end De
måske tror; a forstår mig kanske bedre på den ting end præsten. Nu har
andre folk sagt, at De var rig, men a har nok mærket, at De blot har af hånden
og i munden, og så er a da gået herned for at tilbyde Dem, at hvis De
mangler noget, så skal De blot komme til mig, a skal nok skaffe det. Det er
ikke godt, når præsten, der skal hjælpe og trøste i andres nød, selv skal
gå og være forknyt. Så bliver det skidt det hele.« Præsten svarede: »Ja,
tak skal I have, lille Niels, men dersom jeg nu låner noget af Jer, vil I så
love mig, at I vil purre ved mig, hvis det skrider over betalingsdagen, ellers
kunne det let føre til, at jeg alle mine dage blev en hjask med pengesager.«
- »Det kommer vi nok over,« mente Niels, og præsten lånte tit penge af
ham. Til sidst
var præsten bestyrer for et helt låneinstitut, thi fattigfolk kom til ham,
og han fik pengene af Niels. Når præsten sagde til folkene: »Bestem selv en
dag, da I kan betale tilbage,« og så kom de altid til tiden, og aldrig nogen
sinde gik det over den bestemte dag, så instituttet led aldrig tab. Niels havde i det hele let ved at se sig til rette med folk. En gang sagde præsten til ham: »Niels, kunne I ikke skaffe mig en avlskarl, der kunne passe mig, men det skulle være sådan en egen en. Ser I, jeg læser jo en del om avling og landbrug, men jeg har ingen praktisk erfaring. Nu skulle den avlskarl jeg søger, have så megen indsigt, at han kunne vrage, hvad jeg finder på at ville have lavet, som ikke er til at gennemføre her, eller som ikke passer på jorderne og egnen.« Niels kløede sig bag øret, idet han sagde: »Sådan en bliver ikke let at finde!« Dog en tid
efter kom han igen til præsten og sagde: »Nu har a vist avlskarlen til Dem.
Men nu må De ikke blive forundret eller fatte dårlige tanker om ham, når a
siger Dem, at han aldrig har haft sin hånd på en plov, for han har alle dage
været skrædder.« - »Så er det vel Jer spøg, Niels?« - »Nej det er
alvor. De kan bestemt være godt tjent med ham, a er vis på, han er af den
gode slags, han er for resten min kones broder.« |