Mogens Jensens Hjemmeside

 

 

 

 

 

 

 

Start
Op

 

Niels Madsen Møller 1773 - 1848

(Min tipoldefar)

Fra Hardsyssels årbog 1908 af: Ewald Tang Kristensen 

Den for sin tid meget bekendte Niels møller ejede Vedersø vindmølle, hvortil hørte en gård på omtrent 5 tønder hartkorn. Han var en lille uanselig mand, der gik i hvide vadmelsklæder og med en rød lue på hovedet. I sit væsen kunne han godt være noget tilbageholden, men kom man ret i tale med ham, mærkede man nok, at  han forstod sig på mange ting, og sine kundskaber og sin dygtighed havde han erhvervet sig ad erfaringens og selvstudiets vej. Der var ikke meget, som Niels ikke kunne tale med om, og selv som vejrspåmand var han god at tage råd af. Men kom der uventet regn, ville han gerne henføre den til tordenregn, thi hans beregninger over vejret strakte sig ikke til den. Der var da mange, der drog nytte af hans erfaringer, og enhver havde fuld tro til hans udsagn. 

Niels møller var ellers fattig født, og da den tids skolevæsen var tarvelig, særligt ude i hedesognene, lærte han også grumme lidt i sin opvækst. Han skulle jo tidligt ud at gøre gavn for føden, og da han var konfirmeret blev han sendt på Torsted hede for at passe får, han var nemlig alt for lille af vækst til at kunne tage almindeligt arbejde. Her havde Niels tid til at anstille betragtninger, og han gik og sagde til sig selv: »Hvad vil du helst være? At være fårehyrde er i længden en dårlig bestilling, derved kan man ikke komme igennem verden på en ordentlig måde. Men hvad duer du til? For der er jo mange ting man kan blive.«

Der var nu det gode ved Niels´s betragtninger, at han slet ikke satte for højt et mål. Han ville ikke være præst, ikke engang degn, nej, det fine lå ikke for ham, han ville slet og ret helst være møllersvend. Nu hørte han sig for om en plads i en mølle. Men ingen der på egnen havde brug for ham. Så tiggede han nogle stykker mad og begav sig over til Vedersø, som lå omtrent 2 mil fra, hvor han var. Han kom dertil ved aftenstid og bød sig nu til for mølleren, der så på ham og sagde så: »Du er for lille, du kan ikke løfte poserne«. Niels svarede blot: »Å, prøv« og endelig blev han da antaget som møllerdreng. 

Det varede nu ikke ret længe, inden møllersvenden godt kunne undværes, for Niels kunne nok selv passe møllen, der kun var en stubmølle og altså ikke kunne udrette ret meget. Svenden fik sin afsked, og nu gik Niels ene ved det. Da året var til ende, blev han altså møllersvend. Så sagde han en dag til mølleren, der for resten var meget drikfældig: »Skal det blive til noget, må vi have møllen bygget om.« - »Men vi har ingen penge« svarede mølleren. »Du må låne dem,« sagde Niels, »a lover, de skal nok forrente dem.«

Så lånte mølleren 2000 rigsdaler kurant, og Niels fik lov til at få møllen indrettet, som han ville have den, med 4 kværne, så den rigtig kunne udrette noget. Nu blev der travlhed i møllen, thi søgning fik de meget af, og var der til enkelte tider mindre at bestille, så købte Niels byg og malede gryn til salg. Da 2 år var gået, havde han tjent møllen ind. 

Så døde mølleren, og en tid efter sagde hans enke: »Ja, du kunne vel have lyst til selv at få møllen Niels?« Ja det kunne han jo nok, men han så ingen udvej til det. »Jo, når du tager mig med,« svarede hun. Han tog hende på ordet og blev gift med hende, men hun levede kun kort. Så tjente der en pige i møllegården, som hed Ane Kirstine, og hende gik han og så på, og han gik længe og luttede på  det, for han ville være vis på, om hun var af den gode slags, han kendte hende jo ikke rigtig endnu. Men da han blev overbevist om det, så giftede han sig med hende, og han fortrød det aldrig. 

Niels og Ane Kirstine levede nu sammen i Vedersø møllegård i en lang årrække, og han tjente mange penge ved sin mølle. Men han dyngede dem ikke op, nej, de kom til at gøre gavn. Hver morgen blev et bord dækket op, hvorved alle møllegæsterne frit kunne sætte sig og forsyne sig. Men også andre rejsende og tiggere havde adgang dertil, så bordet såvel som møllen havde god søgning. Desuden stod der til hver tid 2 senge opredt for alle og enhver, der ville benytte dem, og de brugtes også omtrent hver nat hele året rundt. 

Endnu langt videre strakte møllefolkenes runde hænder sig, og det var dem aldeles ligegyldigt, om de nødlidende var dem bekendte eller ikke. Det så snarest ud, som om det var pinagtigt for Niels at modtage tak for sin hjælp, thi begyndte man med taksigelser, så fik den røde lue, dersom den sad på hovedet, et træk ned i panden, og dersom den ikke var der, greb han den i en fart og fór ud af døren, mens han knurrede nogle uforståelige ord om, at der var intet at takke for. Derimod kunne Niels selv ret hjertelig takke, hvis han havde fået lov til at gøre nogen den glæde at yde sin hjælp. 

En datter af en gårdmand var engang, som man siger, kommet skidt af sted, og forældrene ville ikke vide af hende at sige, hvorfor hun havde lejet sig ind i et lille hus. Der manglede hun alt, og da Ane Kirstine havde hørt om hendes hjælpeløse tilstand, sagde hun til Niels: »Vi får se hen til hende.« Ingen af dem kendte hende personlig, da hun var fra nabosognet, Men Niels var ikke sen til at få for, og Ane Kirstine fik forskellige ting pakket i vognen: Flæsk, brød, smør, lidt sengeklæder o. s. v., og så kørte de. Da Niels holdt uden for huset, måtte hans kone først ind for at indlede sagen og fortælle, hvor de kom fra. Hun begyndte så med et goddag og guds fred. »Ja, vi er fra Vedersø mølle, og vi har hørt, at du ikke har det godt, og derfor ville vi gerne hjælpe dig lidt. Du har rigtignok båret dig dårlig ad, men det kan blive godt endnu, hvis du vil passe på for fremtiden. Vi ville nødig at du skulle tro, Herren har forskudt dig, du må hellere se det sådan, at det er ham, der har sendt os til dig.« Nu var det først, Niels lod sig se, og så fik han sagerne båret ind fra vognen. 

Pastor Jeger havde ikke været præst i Vedersø så grumme længe, før Niels møller en dag kom ind i præstegården. Han teede sig meget forlegen, og hans røde lue blev krammet en del. Så fik præsten ham til sæde og sagde: »Hvad er der så lille Niels?« Han hostede og rømmede sig, alt mens han svarede: »Ja, De er jo kommen til en forfalden præstegård, både på avl og på bygninger, og det vil koste penge at få alting i stand. Det bliver nok flere penge, end De måske tror; a forstår mig kanske bedre på den ting end præsten. Nu har andre folk sagt, at De var rig, men a har nok mærket, at De blot har af hånden og i munden, og så er a da gået herned for at tilbyde Dem, at hvis De mangler noget, så skal De blot komme til mig, a skal nok skaffe det. Det er ikke godt, når præsten, der skal hjælpe og trøste i andres nød, selv skal gå og være forknyt. Så bliver det skidt det hele.« Præsten svarede: »Ja, tak skal I have, lille Niels, men dersom jeg nu låner noget af Jer, vil I så love mig, at I vil purre ved mig, hvis det skrider over betalingsdagen, ellers kunne det let føre til, at jeg alle mine dage blev en hjask med pengesager.« - »Det kommer vi nok over,« mente Niels, og præsten lånte tit penge af ham. 

Til sidst var præsten bestyrer for et helt låneinstitut, thi fattigfolk kom til ham, og han fik pengene af Niels. Når præsten sagde til folkene: »Bestem selv en dag, da I kan betale tilbage,« og så kom de altid til tiden, og aldrig nogen sinde gik det over den bestemte dag, så instituttet led aldrig tab. 

Niels havde i det hele let ved at se sig til rette med folk. En gang sagde præsten til ham: »Niels, kunne I ikke skaffe mig en avlskarl, der kunne passe mig, men det skulle være sådan en egen en. Ser I, jeg læser jo en del om avling og landbrug, men jeg har ingen praktisk erfaring. Nu skulle den avlskarl jeg søger, have så megen indsigt, at han kunne vrage, hvad jeg finder på at ville have lavet, som ikke er til at gennemføre her, eller som ikke passer på jorderne og egnen.« Niels kløede sig bag øret, idet han sagde: »Sådan en bliver ikke let at finde!«

Dog en tid efter kom han igen til præsten og sagde: »Nu har a vist avlskarlen til Dem. Men nu må De ikke blive forundret eller fatte dårlige tanker om ham, når a siger Dem, at han aldrig har haft sin hånd på en plov, for han har alle dage været skrædder.« - »Så er det vel Jer spøg, Niels?« - »Nej det er alvor. De kan bestemt være godt tjent med ham, a er vis på, han er af den gode slags, han er for resten min kones broder.«
Så fik præsten den her skrædder i tjeneste og bad ham lægge sig efter at skæfte en plov. Det fik han snart lært og alt andet med. Præsten havde ham i 4 år og havde aldrig haft mage til avlskarl.

 Niels møller holdt ikke af, at bonden fornægtede sin fortid og sine gamle skikke, ej heller, at han stadsede sig for meget op. Derom vidnede nok hans hvide vadmelsklæder og hans røde lue. Da præsten en gang sagde til ham: »Hør Niels, nu begynder den og den af jeres naboer at slå sig lidt op, skal I ikke også med?« Så svarede Niels dertil ganske sindigt: »Hvis a ville give Ane Kirstine og min tøs hver en silkekjole, så blev den vel betalt, men så har a jo smeden her ved siden af, han har en kone og en datter, der er lige så gode som mine, så må de jo også have  hver en,« og sådan blev han ved med at snakke, indtil han efterhånden havde arbejdet sig op til at blive ivrig, og idet han gav et knips i bordet, vedblev han: »A holder for, at det er den værste skat vi kan lægge på fattigfolk, når vi lægger os efter stadsen, for de er ikke klogere, end at de vil også med, og de har jo ikke råd til det.«

 Niels møller var en god mand og døde som en ydmyg, troende kristen. En af de sidste dage, han levede, sagde han til konen: »Å, Ane Kirstine, kom herhen lidt til mig.« Så kom hun jo. »Du ved nok, at fiskerne her klitlangs de skylder os penge. Det vil blive hårdt for dem at få den gæld betalt, og derfor ville a så gerne, at vi skulle slå en streg over det hele, så bliver de så glade.« Dertil svarede hun »Alting er jo dit, Niels, a havde ingen ting da a kom hertil, og derfor må du gøre som du tykkes.« Med den gæld forholdt det sig sådan, at fiskeriet et år var slået fejl, og så havde fiskerne helt klitlangs fået korn på bog af ham, eller også lånt pengene dertil af ham. Hele summen løb op over 2000 rigsdaler kurant, og så blev der slået en streg over det hele. Da lyste hans øjne og han sagde: »A kunne have været rig, a kunne have haft penge i halvhundredtusindvis, for a har haft gode evner og forstået at tjene penge, men a har tørret mange tårer, og det tror a, er langt bedre end et dynge penge sammen. A har jo min mølle og min gård kvit og fri til mine børn, hvad skulle de så have mere til.«

  De havde i deres ægteskab 5 børn, 2 sønner og 3 døtre. Den ældste datter blev gift med Jesper Glistrup i Nissum og døde fra en lille søn, som så blev opdraget i møllen hos bedstemoderen, der den gang var enke. Sønnen Mads Peder (min oldefar) fik gård og mølle, og nu holdt den ny tid sit indtog i gården. Der blev stadset ikke så lidt op, og de hvide vadmelsklæder og den røde lue gik Mads Peder aldrig med. En anden datter blev gift med Knud Stougaards søn i Stadil.

 Min hjemmelsmand til dette stykke er lærer P. K. Kristensen i Knebel. Alt hvad angår pastor Jeger er fortalt af denne selv. Han var præst i Vedersø 1838 - 55